Helhedsorienteret og kreativt 

Hos mig handler terapi ikke om at “fikse” dig. Det handler om at forstå dig. Mange mennesker, der basker med problemstillinger som lav selvværd, angst, traumer, stress, ADHD, autisme eller depression, har i årevis forsøgt at tilpasse sig omgivelser, som ikke har forstået deres nervesystem, følelsesliv eller behov.

Alt for ofte mødes man med krav om at tage sig sammen, tænke mere positivt eller fungere som alle andre — selv når kroppen og hjernen er i alarmberedskab. Jeg arbejder derfor helhedsorienteret, anerkendende, og med en low arousal tilgang. Reaktioner opstår ikke ud af ingenting. Kroppen, nervesystemet, relationer, livserfaringer og tidligere belastninger hænger sammen. Når vi forstår det hele menneske, kan der opstå reel forandring.

Når følelser, tanker, handling,  og nervesystem hænger sammen

Mine tilgang bygger på forståelsen af, at vi formes gennem relationer og erfaringer gennem hele livet.

Hvis man har levet med utryghed, stress, kritik, overbelastning, traumer eller følelsen af ikke at være god nok, vil kroppen ofte lære at være på vagt. Mange oplever derfor:

  • overstimulering og kort lunte
  • uro eller indre kaos
  • følelsesmæssig overvældelse
  • går i baglår eller følelsesløshed
  • konstant alarmberedskab og hyperårvågenhed
  • skam og lavt selvværd
  • udmattelse og stress
  • fysisk udmattelse

Det er ikke tegn på svaghed.
Det er ofte tegn på et nervesystem, der har været belastet for længe.

I terapien arbejder vi derfor ikke kun med tanker og følelser, men også med kroppen, nervesystemet, adfærd, følelsesregulering og trygge relationelle erfaringer. Målet er ikke at presse dig til at præstere mere, men at hjælpe dig med at skabe mere ro, kontakt til dig selv og forståelse for dine egne reaktioner. Jeg anvender de nyeste evidensbaserede metoder. Primært Kognitiv adfærds Terapi, Compassion Fokuseret Terapi, Acceptance og Commitment terapi og Mindfulness baseret KAT.

Hvordan hænger det hele sammen?

Når man har været udsat for alt for mange belastninger,  lever man med et nervesystem, der hurtigt bliver overbelastet. Man bliver meget sårbar. Når belastninger bliver for store, kan man opleve sammenbrud (burn- out), tilbagetrækning, vrede, panik, følelseskaos eller total udmattelse.

Her hjælper det sjældent med mere pres.

Jeg arbejder derfor med forskellige kognitiv adfærdsterapeutiske metoder,  både klassiske (KAT), og nyeste tilgange, som for eksempel Compassion Fokuseret Terapi (CFT), Acceptance og Commitment Terapi (ACT), metakognitiv Terapi samt Mindfulnessbaseret KAT. Du  vil blandt andet opleve, at jeg bestræber mig til at skabe et trygt og roligt rum, hvor der er plads til:

  • pauser
  • langsomhed
  • regulering
  • autenticitet
  • følelser uden skam
  • at være menneske uden at skulle maskere

Mange af mine klienter fortæller, at de for første gang oplever ikke at skulle “tage sig sammen” i terapien. At det er rart at kunne være den man er. 

Traumer og voldsomme oplevelser sætter sig i kroppen 

Det handler ikke kun om det, der skete.
Det handler også om det, kroppen stadig bærer rundt på. 

Ved traumer eller voldsomme oplevelser kan nervesystemet blive fastlåst i alarmberedskab, hvilket kan føre til:

  • flashbacks
  • søvnproblemer
  • angst
  • hypervigilans
  • følelsen af at være konstant på vagt
  • uro i kroppen
  • følelsesmæssig overbelastning
  • undgåelse eller følelsesløshed

Derfor arbejder jeg nænsomt og i et tempo, hvor dit nervesystem kan følge med. Healing sker sjældent gennem pres. Den sker gennem tryghed, regulering og relationel kontakt.